Gå til hovedindhold

Forfatter: admin

”Far, dengang du var alkoholiker”

Tiltrækker du din kunde fra første sætning?

Da min datter var fire år, indledte hun en dag en sætning med ordene ”Far, dengang du var alkoholiker …”. Hun fik straks min udelte opmærksomhed. Om jeg er – eller har været – alkoholiker? Nej. Og jeg aner ikke, hvorfor hun sagde dét — MEN …

  • Brug min datters INSTANT-FOKUS-indledningsord som reminder, når du skriver salgstekst til dine kunder om dit produkt eller din service.

  • For fanger du ikke din læsers opmærksomhed fra begyndelsen, fanger du den ALDRIG.

Derfor…

Før du sender din nyhedsmail, uploader din webtekst, poster dit SoMe-opslag eller trykker din messefolder i 3000 eksemplarer — så tjek din overskrift (aka første sætning):

Ville du SELV læse videre, hvis du kun så dén ene sætning? Eller ville du slette nyhedsmailen? Tjekke en anden hjemmeside? Scrolle videre i feedet? Og gå videre til næste messestand?

Gør din overskrift umulig at ignorere for læseren. Uden at forfalde til clickbait: Indholdet i dit budskab skal hænge sammen med overskriften. Efterlad altid din læser – og kunde – med en følelse af at have investeret sin tid godt. Skab værdi med dine ord.

Når et barn på fire år med fem ord kan hijacke en småstresset voksens opmærksomhed, kan du også bruge 5-10-15 minutter mere på at udtænke en uimodståelig, relevant og værdiskabende overskrift til din læser.

Jamen hvordan?

Prøv fx de her 3 skabeloner til overskrifter – som skaber værdi og opmærksomhed:

  • Skriv: ”Sådan får du ____________ – uden at __________”

    #1: Sådan får du et smart-tv i topklasse – uden at tømme kontoen
    #2: Sådan får du et bedre forhold til din teenager – uden at gå på kompromis med dig selv
    #3: Sådan får du drømmejobbet – uden at ofre al din fritid på jobsøgning

  • Skriv: ”Forestil dig, at ______________”

    #1: Forestil dig, at din næste ferie gik til Mars
    #2: Forestil dig, at din bil fik det hér ekstraudstyr
    #3: Forestil dig, at du turde tage ordet foran tusind mennesker

  • Skriv: ”Vidste du, at ______________?”

    #1: Vidste du, at 80 % af alle overskrifter fejler – så teksten nedenunder ikke bliver læst?
    #2: Vidste du, at du kan genkende trommeslagere på én bestemt vane, de alle deler?
    #3: Vidste du, at de her 7 ord styrker chancen for, at du får mere i løn?

Døjer du stadig med at få overskriften til at makke ret?
Så snak med mig – og lad mig hjælpe dig.

Foliering for forskellighed

Foliering for forskellighed – for Kemp & Lauritzen

Vi har i den kreative afdeling arbejdet tæt sammen med Benjamin Risum Jul, Senior kommunikationsrådgiver hos Kemp & Lauritzen A/S, om design af ny folie til ca. 30 servicebiler. Layoutet tapper ind i konkrete tiltag, som virksomheden står bag inden for diversitets- og inklusionsagendaen – med målet om at være en af landets bedste arbejdspladser.

PladsTilForskellighed

Samarbejdet begyndte med et PladsTilForskellighed-logo, som vi står bag hos bureauet.dk. Logoet bruges som led i det målrettede arbejde med #diversitet og #inklusion – og er en integreret del i den nye bilfolie.

Benjamin ville sætte en tyk streg under budskabet. Så en del af deres bilflåde er derfor gjort markant og synlig med et nyt, opsigtsvækkende design. Ansigterne fra en række Kemp & Lauritzen-kollegaer pryder nu bilerne. Det flugter perfekt med, at de godt 2.500 medarbejdere – uanset baggrund – oplever at være del af en mangfoldig og inkluderende kultur med plads til forskellighed.

Pingpong-dialog leder til hel-foliering

Designfasen er foregået som en spændende pingpong-dialog mellem Benjamin og undertegnede – og har resulteret i hel-folieringen af en VW Transporter (se billedet).

Farver og typografi matcher deres designmanual. Billedstilen er dog en ny og innovativ kollage sammensat i PhotoShop; som giver en ”rå og håndværker”-tone-of-voice.

Kombineret med de funktionæransætte signalerer dét den brede diversitet hos en af Danmarks største teknikvirksomheder – som de kommende år skal ansætte flere hundrede nye medarbejdere over hele landet.

Baggrund

Kemp & Lauritzen er en landsdækkende teknikvirksomhed, der leverer løsninger inden for el, VVS, ventilation og køl – og tilbyder alt fra daglig service til store entrepriser og unikke specialer. De har udført tekniske totalløsninger til både private virksomheder og offentlige kunder siden 1882.