Skip to main content

Hvad er bedst? Boost eller annoncer?

Læsetid
3.30 min
Dato
18 jan, 2023
Kategori

Kender du egentlig forskellen på Boost-knappen og annoncer?

Der var en gang, hvor dine opslag på Facebook blev set af alle, der fulgte eller syntes godt om din Facebook-side. Uden at lægge én krone i din markedsføring kunne du generere hundredvis af kunder og finde tusindvis af potentielle nye. Det handlede blot om et godt stykke content, et par ord og offentliggørelse af opslag på Facebook-siden. Så var du allerede langt.

Men over årene har Facebook skruet ned for volumen på din organiske rækkevidde. Hvilket betyder, at dine opslag bliver set af færre og slet ikke alle dine følgere. I realiteten er det kun ca. 5% af dine følgere, der i gennemsnit ser dine opslag. I gamle dage blev de eksponeret for alle. I dag er du nødt til at betale for samme niveau af eksponeringer – enten gennem boostede opslag eller gennem Facebook annoncer.

Men hvad giver egentlig mest værdi? Et boostet opslag eller en annonce?

Vi dykker ned i de to funktioner…

Forskellen mellem Boost og annoncer

  • Annoncering

    Annoncer er betalte annoncer, som bliver opsat gennem Meta’s (tidligere kendt for Facebook og Instagram) betalte univers ”Business Manager”. Business Manageren er Meta’s ”mørke side” for den almindelige forbruger. Men for os annoncører er det et brugbart værktøj til at sende budskaber og annoncer til de rigtige personer – på det rigtige tidspunkt.

    Den store fordel ved annoncer i Meta’s univers er de uendelige muligheder og funktioner, Meta giver os for at sætte vores virksomheder i front hos de potentielle kunder. Ulempen er dog, at det kræver lidt flere ressourcer at sætte sig ind i det betalte univers.

  • Boost

    Du har nok allerede set boost-knappen være tilgængelig på dine opslag – boost er nemlig kun mulig, hvis du har publiceret et opslag på din profil. Når opslaget er offentliggjort, får du muligheden for at booste opslaget. Det betyder, at du betaler Meta for, at opslaget når ud til en målgruppe, du har udvalgt – for dét budget, du vil bruge.

    Et boostet opslag ses på din Meta-profil som et ”almindeligt opslag”, men vil blive vist som en annonce hos målgruppens nyhedsfeed.

    Mit gæt er, at langt over halvdelen af alle opsatte betalte-annoncer i Meta’s univers er opsat via boost-knappen. Det er nemt og hurtigt for den almene bruger, og det kræver ikke de store ressourcer at booste et opslag. Ulempen er dog, at du kan ende med at skyde dig selv i foden, hvis du ønsker at opnå nogle resultater, som gavner din bundlinje.

For Boost er det særligt 3 udfordringer:

  • Dine muligheder for at vælge og definere målgrupper er utroligt begrænsede.

  • Boost gavner ikke din kampagnestruktur, og du får kun 1 annonce pr. boost.

  • Du beder Meta om at levere trafik, ikke salg – som jo ellers er dét, du faktisk vil måle dig på. Og den trafik, du beder Meta om at optimerer efter, er sjovt nok ikke den mest kvalificerede trafik, som leder til salg.

Opsætter du derimod dine annoncer i Business Manageren, har du mulighed for at øge trafikken og sikre, at den trafik, der bliver sendt ind på din side, er mere kvalificeret og kan danne grundlag for salg.

Hvornår skal jeg så gøre det ene eller det andet?

Før du overvejer, om du skal annoncere eller booste, bør du have styr på din marketingsaktivitets KPI’er og målsætninger: Hvornår og hvad gør promoveringen succesfuld? Er det, når engagement og kendskab er dit primære mål? Eller er det, når du ikke føler, at dit opslag får eksponering nok? Eller er det, når du kan generere konkrete konverteringer, trafik eller noget helt tredje?

Boost er bedst, når du vil øge antallet af følgere eller opbygge et community. Du stræber ikke nødvendigvis efter konverteringer i form af køb, bookinger eller leads. Du vil blot have folk til at kommentere, dele opslaget og/eller opdage din virksomhed. Det er, hvad boost kan.

Annoncering kan dække dit behov 99% af tiden. De værktøjer, du har til rådighed, når du laver annoncering, er mere brugbare og resultatorienterede end dem, du har til rådighed, når du booster. Når du laver en annonce, får du øget fleksibilitet: Flere målsætningsmuligheder; bedre placeringsmuligheder; mere målrettet tilpasning og forbedret kreativ kontrol; bedre mulighed for at tracke og optimerer dine annoncer.

Du kan mere nøjagtigt gå efter dine mål – trafik til hjemmesiden, sign ups til dit nyhedsbrev eller salg på webshoppen for eksempel. Alt i alt noget som i sidste ende gør, at du får mere værdi for dit budget.

Boost vs annoncering – eksperimentet

For virkelig at kunne vise forskellen på boost og annoncering, fik jeg lejlighed til at køre et forsøg med en kundes markedsføring. Udgangspunktet var identisk: Samme video, tekst, målgruppe og budget.

Eksperimentets resultat

– Boost var billigere
Prisen per 1.000 visninger (CPM) var billigere. Det boostede opslag kostede 19,48 kr. mens annoncen kostede 44,82 kr. Det vil sige, at det bostede opslag generelt var en del billigere end annoncen.

– Annoncen fik flere kliks
Da det kom til konkrete resultater, var annoncen markant bedre. Annoncen fik 169 klik. Det boostede opslag fik kun 46. Det er en stor forskel på en af de mest værdifulde målsætninger.

– Annoncens klikpris var ligeledes markant lavere
Prisen pr. klik var også noget lavere for annoncen i forhold til det boostede opslag. Hvert klik på annoncen kostede 5,91 kr., imens hvert klik på det boostede opslag kostede 21,73 kr. – altså 267% dyrere pr. klik.

Men det stopper ikke dér. Annoncen klarede sig bedre end det boostede opslag på alle andre målepunkter.

ParametreBoostAnnonce
3-sekunders-visninger
4.751

9.682

Procentdel af videoen, der blev set
54%

82%

Personer, der så videoen til ende
3.132

7.879

Engagement
5.423

9.542

Reaktioner
35

4

Men hvad kan vi så konkludere?

Det boostede opslag gjorde et fint arbejde med at nå ud til flere mennesker – men det levede ikke op til annoncens generelle performance.

Annoncen fik over 3 gange så mange klik til en markant lavere pris – og ‘vandt’ på samtlige parametre. Det boostede opslag genererede dog flere reaktioner i form af likes, kommentar og delinger. Det kan skyldes, at opslaget var offentliggjort på kundens Facebook-side som et almindeligt organisk opslag. Dét øger nemlig sandsynligheden for flere interaktioner fra deres almindelige følgere.

I det store hele er Facebook-annoncering et mere avanceret værktøj, der giver dig mulighed for at målrette din annonce til en specifik målgruppe og oprette annoncekampagner. Boost er en hurtigere og nemmere måde at få mere eksponering på og opnå flere interaktioner – men du har ikke mulighed for at vælge en specifik målgruppe. Hvilken metode du vælger afhænger af dine mål og budget, men jeg anbefaler klart, at du bruger lidt ekstra tid på at sætte dig ind i Facebook-annoncering.